Fastelavnens historie
Fastelavn kan falde tidligst 1.februar og senest 7.marts ca. midtvejs mellem jul og påske.
Fastelavn og det at holde karneval stammer oprindeligt fra middelalderen og var en hedensk vårfest - en frugtbarhedsfest, som senere blev omformet og optaget på det kirkelige højtidsrepertoire. Tilbage i middelalderen var løjerne anderledes barske end i dag og kunne undertiden omfatte druk, hor, oprør og gevaldige ædeorgier. Derfor forsøgte gejstligheden at få afskaffet al den løsslupne fastelavnsfestivitas ved reformationen i 1536, men det lykkedes ikke.
Skikken svarer til de store karnevaler i Sydeuropa, der opstod i Italien for mere end 800 år siden. Derfra bredte den sig udover Europa og via Tyskland kom den også til Danmark i slutningen af 1300-tallet, da tyske købmænd og håndværkere tog deres fastelavnsskikke med sig til de danske byer. Traditionen sammentømrede håndværkere som stand og skabte en fælles kulturel bevidsthed. Fra landområder kendes fastelavnsløjer først fra 1600-tallet. Hver stand fik i øvrigt sine egne fastelavnstraditioner. Adelen indlagde for eksempel ringridning og turneringer i deres festligheder. Håndværkerlaugene samledes til laugsdrik, der foruden mad og drikke også bød på fastelavnsspil. Fastelavnsspillene var datidens samfundssatiriske underholdning fremført af drenge fra latinskolerne. To af disse spil fra 1500-tallet er bevaret; Den utro hustru og Paris´ dom. De er begge fra Vor Frue Skole i Odense. Traditionen med at slå katten af tønden kom til landet sammen med de nederlændere, som Christian d. II hentede til landet omkring 1520. Disse nederlændere slog sig ned på Amager, hvor de indførte tøndeslagning til hest. Denne tradition holdt man fast i helt op til vore dage, hvor dette stadig gennemføres i Store Magleby. Andre har så senere også taget denne skik op, som det f.eks. foregår i Veksø. I Sønderjylland har man hvert år store fastelavnsstævner, hvor man i stedet for at slå katten af tønden til hest, afholder ringridning. En lille ring hænges op i en galge et godt stykke over jorden, rytteren skal herefter i galop med en lang stok forsøge at fange ringen. Den der først tager ringen 3 gange bliver konge. Den næste bliver prins.
Navnet, fastelavn kommer fra det nedertyske vastel-avent, der betyder aftenen før fasten dvs. dagen før fasten. I den katolske tid skulle man rense og "spæge" sit legeme til den store påskehøjtid på samme måde som Jesus havde gjort , da han opholdt sig i ørkenen i 40 dage. Derfor måtte man ikke spise kød i fyrre hverdage før Påskedag. Dog behøvede man ikke at faste om søndagen.
Fastelavn falder ikke på en bestemt dato, men altid 7 uger før påske. Det kan derfor kun være fastelavn mellem d. 1. februar og d. 7. marts.
Fastelavnsugen
Fastelavnssøndag og -mandag, blev kaldt for flæskesøndag og flæskemandag, for som et ordsprog sagde: "Hvo som ikke æder godt med flæsk i disse to dage, han vil få rygve (ondt i ryggen) det ganske år" og der er ingen tvivl om, at der blev gået godt til den. Folk tog godt fra af kød- og fede flæskeretter. Det var jo med at nyde den fede mad inden fastens kedelige spiser. At maden i fastetiden ikke har været specielt spændende vidner menuen fra Harboør i Vestjylland om. Her spiste man al den tørrede, saltede og røgede fisk, man havde tilbage fra resten af året samt grød, vælling, øllebrød og al slags mælkemad og æg. Karneval, som jo netop hører fastelavnstiden til, ligger i selve ordet, der på italiensk betyder: farvel kød!
Tirsdag efter fastelavn blev overalt kaldt hvide tirsdag. Den dag spiste man varm mælk og æggesøbe med hvedebrød eller -boller ("bollemælk"). Navnet, hvide tirsdag kommer af, at den dag brugte man hvidt mel. Til daglig bagte man jo med det mørke rugmel.
Først om onsdagen begyndte selve fasten. Der skulle alle møde op i kirken med aske i hår og ansigt. Skikken ændredes til, at præsten dyppede sin finger i asken og tegnede et kors i panden på hver enkelt kirkegænger, mens han mumlede: "Menneske, du er kun aske". Det skulle være med til at gøre menneskene ydmyge og fromme i fastetiden. Askekorset blev afskaffet ved reformationen, men navnet askeonsdag er bevaret.
Fastelavnsugens sidste dage blev blot kaldt for torsdag, fredag, lørdag i hvedebrødsugen. At disse dage ikke havde specielle navne kan skyldes, at den rigtige festtid nu var forbi.
Den hedenske fastelavnsfest
Mange af de ting, der i dag hører til blandt traditionerne omkring fastelavn, har rødder tilbage i middelalderen. Det der i dag synes at være ganske uskyldige fastelavnsløjer, var der anderledes alvor, magi og overtro over den gang. Dette faldt helt i tråd med de øvrige årsfester, hvor man forsøgte at gøre sig til herre over naturens kræfter og lede dem i en gunstig retning. Vårfesterne har givetvis været meget betydningsfulde, idet man forsøgte at gøre sig til herre over den kommende sommers vækst, sundhed og frugtbarhed. De fastelavnstraditioner, som har overlevet (ringridning, udklædning, samt tøndeslagning) fastelavnssøndag, er formentlig et sammenkog af hedenske frugtbarhedsritualer og ridderturneringer.
Fastelavnstraditionerne
Indsamling og udklædning
Fra gammel tid var det skik på landet, at karlene og byens læredrenge gik i fastelavnsoptog fra hus til hus og fik æbleskiver, boller og andre gode sager. I optoget blandt de mange udklædte var der specielt to meget vigtige personer: Den ene var klædt ud som sommer - letpåklædt i spraglet tøj, pyntet med blomster og bånd - og den anden, som symboliserede vinteren, var iført skindpels, hue med øreklapper. halm i træskoene osv. De to kæmpede for sjov med hinanden dagen igennem for at markere kampen mellem vinter og forår, lys og mørke. Andre steder var der 3 personer man især lagde mærke til: Stodderen og den gamle kælling havde en kurv med til gaverne, og så var der bajadsen (narren), der havde bjælder hængende over det meste af kroppen. Det var hans opgave at sprede morskab, hvor optoget kom frem. Når optoget kom til en gård, sang deltagerne ofte en sang:
I denne by i hver mands gård,
går vi ind i dag,
og det er jo æg, vi synger for,
fallerallera, ja synger for
til vores gildeslav.
Musikerne spillede. Der blev danset . Deltagerne fik øl, snaps og æbleskiver, og man sagde tak med endnu en sang:
Ærbødigst vi takker for gaven, I gav,
det gør vi alle med glæde,
I har os trakteret og skænket så brav
af flasken, som her er til stede;
og nu vi omvender og siger farvel
og ønsker, at alting gå lykkelig til,
hurra, og farvel vi sige!
På Ærø har beboere siden 1800-tallet både i Marstal og i Ærøskøbing gået udklædt ind til naboer og bekendte og med fordrejet stemme fortalt dem en eller anden sandhed, mens de blev beværtet.
Dette med at gå udklædt fra hus til hus og samle ind blev siden hen afløst af udklædte børn, der fastelavnsmandag gik rundt med raslebøsser og samlede sig nogle lommepenge. Betingelsen, for at der blev lagt penge i raslebøsserne, var, at børnene leverede den gamle og nok mest kendte fastelavnssang:
Fastelavn er mit navn,
boller vil jeg have,
hvis jeg ingen boller får,
så laver jeg ballade.
Boller op, boller ned,
boller i min mave,
hvis jeg ingen boller får,
så laver jeg ballade.
I vore dage er det mere og mere sjældent at støde på dette, hvilket måske har årsag i vores ændrede livsmønstre: De fleste børn tilbringer hele dagen på daginstitutioner (i børnehave, skole og fritidsklubber). De voksne er på arbejde, så der er ikke nogen hjemme til at lukke op for de få børn, der stadig går rundt. Desuden er der måske heller ikke det samme behov for at samle penge ind i dag, hvor lommepengene nok ikke er så små, som de var for bare 20-30 år siden. Fastelavnsmandag var i øvrigt til sidst i 1960´erne en skolefridag. Denne fridag bortfaldt, da man ikke længere gik i skole om lørdagen.
Slå katten af tønden
At slå katten af tønden er til gengæld en tradition, der stadig holdes i hævd. Det foregår stadig, dels i kvarterer og bebyggelser fastelavnssøndag, dels fastelavnsmandag i daginstitutionerne, og de fleste børn er også stadig udklædte. I gammel tid var det anderledes barsk at slå katten af tønden, for af og til var der en rigtig levende kat inde i tønden. Katten skulle helst være sort og den symboliserede de mørke kræfter i naturen og i een selv. Denne stakkels kat, der blev anset for at være et ondt og djævelsk væsen, som var i ledtog med de onde magter, skulle være syndebuk og jages ud af landsbyen. Nogle steder skulle katten endda dræbes, når den forvildet tumlede ud af den ituslåede tønde. Det havde været en stor fornøjelse for børn og voksne at pine den arme kat. Da den selv var ond, skulle den én gang om året mærke ondskaben på sin egen krop. En Michael Hansen Jernskæg har beskrevet denne skik i 1693 i et vers, der lyder:
Det andet spil, der er to katte bundet sammen,
og i en tønde sat, derudi man ser gammen;
den tønde hænger højt på stærke reb og liner,
men katten indeni, hun skriger mer end griner.
De karle ride til med stærke stav og bomme,
og støder tønden hart med tykke stænger grumme,
til tønden går itu, og kattene bortrender
Også hanen repræsenterede de farlige kræfter ved vårfesten. Visse steder hængte man en levende gås eller hane op i benene. Den skulle have trukket hovedet af. Dyret blev hængt så højt op, at fastelavnsrytterne måtte rejse sig i sadlen for at nå den. For at gøre det rigtig svært blev hanen eller gåsens hoved smurt ind i et tykt lag grøn sæbe.
Et gammelt rim lyder:
De fjender var tvende og kom i nat,
den ene hane, den anden en kat.
men hovedet af hanen vi mægtigen drog,
og katten på flugt vi priselig jog.
Mishandlingen af disse stakkels dyr udsprang næppe af ondskab, men snarere fordi man kunne lette det psykiske tryk, når man ved at udpege en syndebuk kunne pine og bortjage eller dræbe i fællesskab. Aggressioner har der uden tvivl været i de små og indeklemte landsbyer, hvor alle på godt og især ondt var udleveret til fællesskabet. På Amager holdt man op med at ride til gåsen i 1733. Michael Hansen Jernskæg har i sine Amagerrim fra 1633 beskrevet skikken:
Hun hænger i et reb tværs over byens gade;
ved fødderne hænger hun, hun skriger og hun gaber.
De karle ride fluks og den ved halsen trækker.
Men kan der en blandt dem så stærkeligen stræbe,
at gåsen miste hals, da er han gåsegreve.
I vore dage nøjes vi heldigvis med at have en kat malet på siden af tønden og i stedet for en kat i tønden, kan indholdet være appelsiner eller slik. Den der slår det sidste bræt fra tønden ned udnævnes til at være kattekonge eller -dronning og får sat en krone på hovedet. Nogle steder hædrer man også bundkongen eller -dronningen, den person der slår bunden ud af tønden.
Fastelavnsriset
Fastelavnsriset stammer formentlig fra Tyskland, hvor skikken med at rise hinanden op om morgenen fastelavnssøndag omtales i Tyskland i ca. år 1700 som en gammel tradition. Før i tiden brugte man mest riset på kvinderne, idet man troede, at risningen gjorde dem frugtbare. Derfor var riset pyntet med frugtbarhedssymboler - Svøbelsesbørn, duer der næbbedes og andre tydelige kærligheds- og frugtbarhedssymboler. Selv på gaden kunne pigerne få ris. Mændene gik rundt med et ris og piskede de piger, de mødte. Mændene fik endog tak for deres pisk. Pigerne gav dem for eksempel en bolle eller et stykke kage, når de havde fået et slag af riset. Et lille rim fra 1788 lyder:
Verden er dog splittergal!
Hvad mon det vil sige,
at de sådan løbe skal,
karl og dreng og pige,
og hverandre piske så,
for lidt mjød og boller få,
just på denne morgen,
mjav - på denne morgen.
Senere brugte børnene riset til at vække forældrene. Som belønning fik de en bolle. I vore dage fyldes fastelavnsriset med slik og legetøj, og når slikket er spist, sættes riset til pynt i en vase.
Klik her og gå til siden, der kun omhandler Fastelavnsris
Fastelavnsbollen
Det at spise fastelavnsboller er en meget gammel skik. Nøjagtig hvor gammel vides ikke, men den går formentlig helt tilbage til dengang, danskerne dyrkede Thor og Odin, hvor man ofrede til guderne. De skulle have det bedste af det bedste og fik brød bagt af hvidt mel (hvedemel). Derfor er fastelavnsboller et udtryk for fest og glæde. Fastelavnsugen blev i øvrigt også kaldt for hvedebrødsugen. I dag er fastelavnsbollerne fyldt med syltetøj og creme med hvid og brun glasur eller fyldt med flødeskum og drysset over med florsukker. Sådan var det ikke i gamle dage. Først omkring år 1700 begyndte man nogle steder at anbringe en smørklat i bollens midte.
Klik her og gå til siden med opskrifter der hører til Fastelavn
Fastelavnslege
Der findes mange gamle lege, som især er knyttet til fastelavn. Herunder nogle eksempler:
Slå til potten:
At slå til potten var en af de mest udbredte lege. En Potte sættes på jorden med bunden opad. Deltagerne skulle herefter med bind for øjnene slå potten i stykker med en kæp.
Æggeløb
To og to skulle man kæmpe mod hinanden. Den ene skulle fange en hane, mens den anden på tid, én ad gangen, skulle hente en række friske æg, som var lagt på marken. Hvis der var sne på markerne, lagde man æggene på halm eller tørv, så man kunne se, hvor de lå.
Bide til bollen
Et antal boller svarende til antal deltagere hænges op i snore, og med hænderne på ryggen gælder det nu om først at få spist sin bolle. Man kan gøre det sværere ved at give deltagerne bind for øjnene.
Ringridning eller tøndeslagning på cykel
I stedet for at ride på heste kan man både slå katten af tønden eller stikke til ring på cykler.
Hvis man ønsker at få ideer til fastelavnslege, -sange og -udklædninger, kan det anbefales at gå på biblioteket låne bogen "Det er fastelavn" af Jens Jørgen Nygaard.
Fastelavnsridning
Heste og fastelavnsoptog hører stadig uvægerligt sammen. I gamle dage var det naturligt, at de deltog, da heste var det eneste transportmiddel. I takt med at hestene forsvandt fra gårdene og traktorerne kom til, uddøde traditionen de fleste steder. I dag ser det ud som om traditionen er ved at få en renæssance. Flere og flere steder landet over forsøger man at genindføre fastelavnsoptogene og tøndeslagning til hest, og ofte er det de lokale køreforeninger og rideskoler, der afholder arrangementerne.
Oplysninger søges
Kender du til en særlig fastelavnstradition, der knytter sig til et bestemt område eller egn, vil jeg meget gerne høre om den og evt. nævne den her på denne side.
Skriv til: Finn Lustrup
Fastelavn ved Køge i 1950erne
Hans-Erik Bonde fra Sorø har denne beretning modtaget med tak d. 10.07.2022
Jeg gik i den gamle Højelse skole ved Køge fra 1952 til 1959, hvor vi skoleelever, drenge (en del) yngre som ældre mødte ved Sorte Marens hus på Ejbyvej kl. 0700 fastelavnsmandag.
Da vi skulle været sminket skete det med en brændt korkprop, som gjorde ansigtet sort. Nogle blev af mor sminket med, hvad hun havde og fik også iført sig kjole eller andet.
Vi blev delt op i 2-3 hold (fordelt på Højelse sogn) med en ældste elev, som kasserer og bogholder. Pigerne deltog ikke.
Turen varede for hvert hold ca. 7 timer til fods i alt slags vejr.
Der blev flere steder budt på varme drikke og slik.
Fastelavnslørdag blev opført dilletant af skoleleverne
efter, at pigerne havde bidt til bolle og drengene slået katten af tønden. kl.
1800 blev spist medbragt madpakker (byttet). Det var lidt til en opstart.
--
Med venlig hilsen
Hans-Erik Bonde
H.P. Christensensvej 22
4180 Sorø
Tlf.: 24 87 73 82
Kildemateriale:
Fester og højtider af Jens Jørgen Nygaard
Det er fastelavn af Jens Jørgen Nygaard
Vore gamle kalenderdage af Ruth Gunnarsen
Den gale uge - Artikel i Søndagsavisen 2 af Sten Tolderlund
Grove løjer - Odense Universitets Informationskontor. http://www.ou.dk/adm/infoK/WebNYT/NYT97/NYT1/Fasten.html
© Finn Lustrup 1999